KoncertkorReformert Kirkes koncertkor blev dannet i 1993 og består af omkring 20 sangere. Koret øver hver tirsdag aften i kirkens krypt og medvirker ved festgudstjenester og koncerter i kirken, hvoraf faste begivenheder er sommer- og julekoncerterne samt musikgudstjenester langfredag og på kirkens fødselsdag i november. Derudover har vi løbende andre koncertprojekter.
Repertoiret består af den klassiske kirkemusik for a cappella-kor samt kantater og større korværker. Vi arbejder fast sammen med en gruppe strygere, der spiller til mange af vores koncerter.
En specialitet på korets repertoire er firstemmige satser over de klassiske reformerte Davidssalmer af komponister som Claude Goudimel, Claudin le Jeune og Jan Pieterszoon Sweelinck.
Desuden synger koret ofte musik af C.E.F. Weyse, der var organist ved Reformert Kirke fra 1794-1805. I forbindelse med kirkens 325 års jubilæum i november 2014 planlægges det at opføre kantaten "Der Herr ist Gott, und keiner mehr" for kor og orkester fra 1794, som Weyse skrev i anledning af sin ansættelse ved Reformert Kirke, og som at dømme efter manuskriptet på Det kgl. Bibliotek aldrig har været opført. Det vil derfor sandsynligvis dreje sig om en uropførelse.
Koret har lejlighedsvis arbejdet sammen med andre kor om opførelse af større værker som f. eks. John Stainers "The Crucifixion" med Brøndby Kammerkor, Rossinis "Petite messe Solennelle" med Gribskovkoret og P.E. Lange-Müllers "Tre Psalmer" sammen med Rigshospitalets kor. I 2014 planlægger vi en række koncerter sammen med Sct. Katharina Kantori, Store Heddinge Kirke.
Vi har sunget til gudstjenester og koncerter ved besøg i reformerte søstermenigheder i Malmö, Fredericia, Stockholm, Berlin/Köpenick og Hamburg.
I 2001 bestilte og uropførte koret Frederik Magles "Håbet" for kor, orgel, militærorkester og slagtøj til minde om 200-året for Slaget på Rheden og indspillede det efterfølgende på cd sammen med Frederik Magle, orgel, og Søværnets Tamburkorps under ledelse af Ib Myrner og Mikael Garnæs.
Koret er altid interesseret i at få nye medlemmer, især på herrestemmerne. Der opkræves ikke kontingent, men der må påregnes mindre udgifter til noder, kortrøje og kaffekasse.
Henvendelse om optagelse i koret til dirigenten Mikael Garnæs.
 
Repertoire:  
   
Bach: Kantate nr. 49 Ich geh und suche mit Verlangen
Kantate nr. 61 Nun komm, der Heiden Heiland
Brahms: Marienlieder Op. 22
Britten: A Ceremony of Carols
Jubilate Deo
Buxtehude: Kantater: Alles, was Ihr tut
Das neugeborne Kindelein
In dulci jubilo
Jesu, meine Freude
Kommst Du, Licht der Heiden
Charpentier: Messe de minuit
Fauré: Cantique de Jean Racine
Requiem
Franck: Psaume 150
Gade: Benedictus og Amen
Haydn: Missa brevis St. Joannes de Deo (”Kleine Orgelmesse”)
Händel: Coronation Anthem nr. 2 ”Let Thy Hand be Strengthened”
Arier og kor fra “Messias”
Hartmann: Quando corpus morietur
Lange-Müller: Tre Psalmer
Frederik Magle: Håbet (Bestillingsværk, uropførelse)
Mendelssohn: Hear My Prayer
Jauchzet dem Herrn, alle Welt
Verleih uns Frieden gnädiglich
Mozart: Ave verum Corpus KV. 618
Laudate Dominum KV. 339
Te Deum KV. 141
Palestrina: Missa brevis
Pergolesi: Stabat mater
Purcell: Evening service in g
O, sing unto the Lord
Rossini: Petite messe Solennelle
Schubert: Messe i G-Dur
Stainer: The Crucifixion
Vivaldi: Gloria i D-Dur
Weyse: Fryd dig, Zion (julekantate)
Morgen- og aftensange (arr. Bo Holten)